Et forsøg på at beskrive noget ubeskriveligt…

Emerging churches er en global bevægelse og samtale, som overordnet set forsøger at finde ud af, hvad det betyder at være kirke i dag og i morgen. Det er svært at definere, hvad en emerging church er, men hvis man skal være grov, kan man sige, at der er nogle generelle kendetegn ved emerging churches som er:

Kendetegn
Iflg. Gibbs’ og Bolger’s Emerging Churches (Baker 2005) er der ni væsentlige kendetegn, som mere eller mindre præger disse nye kirkelige udtryksformer – og som her nævnes i al korthed:

1) Vægtlægning på identifikation med Jesu liv
Den teologiske nytolkning centrerer sig i høj grad om Jesu liv og virke. I det lys sker der et reelt skifte fra ”kom til os”-strukturen til gå-strukturer. Missio dei-tankegangen er stærk sammen med forventningen om, at Gud er til stede, inden vi ankommer. Mission er holistisk og et resultat af vores livsstil mere end en særlig profession og aktivitet.

2) Transformation af sekulært rum
Bevægelsen tager et opgør med de kirkeformer, som fostrer en dualisme, hvor der skulle være særlige rum og tider og aktiviteter, som alene er sekulære og uden Guds nærvær. Hele livet er helligt og kan leves til Guds ære (en tankegang, som er fremtrædende i en del klassisk kristne spiritualitetstraditioner). Det betyder, at alle steder kan gøres til helligt rum. Arbejdspladsen og fodboldklubben er ikke gudløst område, men steder, hvor troen og efterfølgelsen udleves. Hermed fører emerging churches fælles sag med de nyåndelige strømninger, der også finder modernismens opdeling af tilværelsen ødelæggende.

3) Stor vægtlægning på fælles liv
Det er kendetegnende, at en ungdomskultur, hvor fællesskab føles meget skrøbeligt (i lyset af forældres skilsmissekultur m.v.) lægger meget vægt på fællesskabet. Ikke et institutionaliseret, formelt, postuleret fællesskab, men en kultur af netværk og relation, hvor venskab og troskab bliver en del af den Guds riges kultur, man ønsker at fremme. Kirken som folk og bevægelse bliver dermed mere prægnant en kirken som sted. Det ligger i en flydende netværkskultur, at sådanne fællesskaber løbende skifter karakter og udtryksformer. Det er stadig for tidligt at sige, at emerging churches på lang sigt virkelig vil lykkes i det at skabe stabile fællesskaber. Men længselen er tydelig.

4) Åben modtagelse af den fremmede
Nedrivningen af skellet mellem kirken og kulturen medfører en ny åbenhed over for den fremmede. Kirkens hjemsted er der, hvor den fremmede er og lever. Den fremmede er ikke bare objekter for kristen mission, men inviteres åbent til at være en del af fællesskabet. Samtidig med at bevægelsen har en stærk missional intention, har den en meget åben dialogisk praksis, hvor der er stor plads til at leve med forskelligheder og at leve med gæster, der er på vej mod troen – eller måske blot på besøg et stykke tid.

5) Tjeneste for andre med gavmildhed
Emerging churches bruger mindre tid på at opbygge og vedligeholde en kirkelig parallelkultur med dertil hørende ressourcekrævende institutioner. Hermed bliver der mere tid og kraft til rådighed for at være til rådighed for tjeneste i kulturen/samfundet. Det er en værdi, at vi som kirke skal bidrage til det samfund, vi er en del af. Programmet er således ikke ”at få folk til at gå i kirke”, men at få kirken som Guds folk til at bære Guds riges værdier ind i almindeligt hverdagsliv. Dette kan give sig udtryk på mangfoldige måder inden for diakoni, social tjeneste, kunstneriske bidrag, indsats for unge, m.v.

6) Deltage som medvirkende
Kirken som leverandør af spirituelle forbrugerprodukter afvises. Det handler ikke primært om de enkeltes kirkemedlemmers mange behov for tryghed og tilfredsstillelse. Tværtimod tror man, at der er behov for at blive befriet fra selvoptagetheden til fordel for et liv i tjeneste og gavmildhed. Kirken er et sted, hvor alle deltager i tjeneste for Gud og næsten. Skønt bevægelsen på så mange måder er et barn af den senmoderne kultur er den således samtidig stærkt kritisk over for de elementer i samme senmodernitet, som strider mod de Guds riges værdier, man søger at efterleve.

7) Skabende virksomhed (brug af kunstarter m.v.)
Det ligger som en helt naturlig del af den postmoderne kultur, at man udtrykker sig gennem et væld af kunstarter og medier. Det er bl.a. i denne ibrugtagning af samtidens udtryksformer, at man skaber helligt rum af noget, som ikke i udgangspunktet forbindes med noget kirkeligt. Kreativ udfoldelses til Guds ære ses i sig selv som en del af kristen gudstjeneste.

8) Ledelse – en sag for hele fællesskabet
Der er stadig en tro på lederskab, men samtidig et opgør med autoritære kirkelige systemer, som mere er udtryk for menneskelig magtudøvelse end guddommelig orden. I takt med tiden lægges mere vægt på netværk end hierarkier. Menighedens vision er ikke så meget overtagelse af en leders strategiplan. Men visionen vokser frem ud af fællesskabets midte – og den udføres ved hjælp af fællesskabets mangfoldige gaver og evner.

9) Sammenhæng mellem klassiske og samtidige spiritualitetsformer
Der er formmæssigt en stor grad af innovation i denne bevægelse. Men man trækker i meget høj grad på brede dele af den lange kirkelige tradition som fundament. Der er stor indlevelse i liturgiske traditioner. Nadverens centrale betydning vægtlægges bredt i bevægelsen. Klassiske åndelige discipliner (bøn, faste, retræte, lectio divina, m.v.) tages i brug. Og der er plads til det holistiske, det mystiske, åndelig vejledningstraditioner, monastisk spiritualitet m.v. I skandinavisk sammenhæng ser vi dette komme til udtryk i den svenske Pilgrim-bevægelse med Peter Halldorf i spidsen.